Point of no return – Hvorfor jeg nu blogger.

10 april 2015 blev dagen, hvor jeg endelig fik booket og betalt min flybillet til Ghana.. Jeg har længe søgt og søgt, efter den bedste og billigste flybillet… Trukket den måske også lidt, da jeg vidste der ikke var nogen return knap. Nu er det jo ikke fordi jeg ikke vil afsted, det var mere et spørgsmål om, at jeg skulle være klar til det. Og økonomien skulle også lige være på sin plads…

Og det med, at være klar skulle åbenbart tage mig mere end 18 år og en mand i mit liv, som så den længsel og savn, som jeg nok ikke helt selv var klar over. At det måske kunne give mig den ro i mit sind jeg søger. Han gav mig den tryghed og det mod jeg søgte, som jeg sjovt nok ikke vidste jeg havde brug for. Men sådan er der med så mange ting, som jeg ikke ved jeg har brug for. Jeg vidste, at med hans, familiens, venner og bekendtes opbakning og støtte kunne jeg klare alt! – også denne lidt skræmmende rejse. – altså på den gode måde skræmmende.. 🙂

Og nu sider jeg her… Billetterne ER købt! Shit!!! Det er så fucking.. Ja, undskyld mit franske 😉 CRAZYYY! 😀 Jeg fattede det egenlig ikke helt, da jeg havde købt den.. Stirrede bare lige lidt på skærmen og tænkte ” Fuck! nu er der ingen vej tilbage.. Nu SKAL jeg afsted.. Bare hun nu kan lide mig… Var min første tanke.. Bare jeg ikke skuffer hende.. Nu skal jeg ned og stå til regnskab for, hvorfor det skulle tag mig 19 år, at komme hjem…  Men selvfølgelig gør jeg ikke det.. Hun er min mor og jeg ved, at glæden bliver stor ♥

Flybillet

At blive blogger er noget jeg længe har gået og drømt om. Især efter min deltagelse i programmet “ Gal eller Normal til jobsamtale”  Det var for mig helt oplagt, at gribe chancen og ride med på bølgen og blive blogger. Tag imod de mange tilbud om foredrag og interviews på diverse medier og arbejdspladser, som måtte arbejde med psykisk sårbare.. Dele ud af mine tanker og oplevelser med Jer derude om livet, som en sårbar og sensitiv enlig mor, der jagter sine drømme og identitet med de op og ned ture jeg møder på min vej – og dem har der i den grad været en del af… Men med et fuldtidsjob er det svært og jeg har derfor måtte takke nej til en del.. Men jeg har aldrig mistet drømmen.. Min tid skal nok komme.. Det her er vel en slags skridt derhen af… 🙂

Men ikke alene min meget fyldte baggage kunne motivere mig nok til, at blive blogger. Jeg er ganske vist blevet spurgt, om jeg ville blogge et par gange og det ville jeg somend også, men ville ikke blogge bare for, at blogge. Der skulle helst være en mening/budskab for, at jeg ville lave en blog, der kan holde mig motiveret nok til, at lave indlæg og ikke miste interessen. At fortælle min egen historie op til mit livs største rejse skulle åbenbart være min motivation for, at springe ud i det, som blogger ♥

Da jeg for første gang skulle til et afrikansk arrangement på Nørrebro – Couleur Café, var jeg spændt og total tændt! Der skulle være afrikanske trommer, sangere, accessories, stof og ikke mindst MAD!!! Muuums.. Maden for gud skyld! Emilia og jeg var klar til, at få noget African culture in our too danish minds… 10-15 min. gik der tror jeg… måske mere.. men i hvert fald hiver Emilia I mig og spørge “ mor hvad er deet” øhhh, jeg TROR det er… øhhh, hvad hedder det nu.. Ej, du ved da godt, det der hvor….. og sådan fortsatte vi hele vejen til vi noget midten af boderne og jeg nu synes det var FOR pinligt, at jeg intet kunne svare på af de ting mit barn spurgte mig om…! Big time CHOK! – det gik op for mig, at jeg absolut intet vidste om… Sikke en øjenåbner….  10 min efter købte vi maden – ja glem for guds skyld ikke maden… –  og så GIK vi og jeg nåede kun liiige ud, inden den første dumme tåre trillede… Jeg hader, at jeg kan blive så følelses mæssigt påvirket, når jeg havner i situationer, som minder mig om hvor langt jeg er fra mine egne rødder.. – hvordan pokker skal jeg lære mit barn, hvor hun kommer/stammer fra, når jeg ikke engang selv ved det?

Når jeg er blandt mine danske veninder og familie føler jeg mig hjemme og tryg… Når jeg er blandt mine afrikanske veninder/bekendtskaber føler jeg mig langt fra ligeså tryg… For nok har vi samme hudfarve og har det til fælles, at vi kommer fra Afrika, men vores mentalitet er så langt fra hinanden, at jeg altid føler mig som fremmede blandt mine “ egne “ – jeg kan ikke mit sprog og har kun lidt kontakt til min familie i Ghana.. Jeg kender ikke mine rødder, som mange af dem gør og har ikke en stabil kontakt til min familie.. Jeg har i mange år ubevidst søgt efter mine rødder, men her de sidste par år er nysgerrigheden og savnet kun blevet større. Jeg tror på, at en tur tilbage er det jeg har brug for, hvis jeg nogensinde vil føle mig hel.

Glæd dig til næste fortælling, hvor jeg vil dele min mors reaktion på jeg kommer ” hjem” ♥

Tak fordi du læste med.

logo_brun_bred

 

6 Comments on Point of no return – Hvorfor jeg nu blogger.

  1. Tina
    maj 6, 2015 at 9:00 am (3 år ago)

    <3 jeg er med dig hele vejen, om ikk andet så i tankerne, og et ved jeg at der er mange der også er <3

    Svar
    • LARAIBA
      maj 6, 2015 at 4:31 pm (3 år ago)

      Kære Tina.

      Du ved hvilken støtte du/I har været.. 🙂

      Den har været uundværlig 🙂

      Svar
  2. Birgitte
    maj 6, 2015 at 11:36 am (3 år ago)

    Skøn skøn læsning. Glæder mig til mere 🙂

    Svar
    • LARAIBA
      maj 6, 2015 at 4:30 pm (3 år ago)

      Kære Birgitte 🙂

      Hvor er jeg glad for din glæde 🙂 Det fylder mig med en masse motivation.

      Tak for det 😉

      Svar
  3. Anette
    maj 24, 2015 at 4:54 am (3 år ago)

    Lari Kære. Jeg røres lige så nemt som du. Mine tårer triller lige så nemt. Forskellen er, at jeg ikke kan finde mine rødder fra Albertslund og Rødovre. Hvordan er det så ikke for dig, der skal lede så langt væk? Både geografisk og kulturelt. Knus til dig.

    Svar
    • LARAIBA
      maj 25, 2015 at 9:58 am (3 år ago)

      Hej Anette.

      Nej, det er ikke en nem rejse jeg er på vej til. Men med denne blog er jeg godt på vej. At indse min fortid istedet for, at fortrænge og benægte er indtil nu det bedste jeg kunne gøre for, at kunne finde mine rødder.

      Mange tak fordi du følger med.

      Mange knus.

      Svar

Leave a Reply