At være sygemeldt og føle sig uduelig…

Jeg blev d. 28 april sygemeldt for stress efter en længere periode, hvor jeg har haft det fysisk skidt, men nu også psykisk. Dette indlæg kommer af, at jeg kender så mange, der er ramt af stress, men INGEN taler om det… Jeg har virkelig undret mig over hvorfor det OGSÅ skal være et tabu.. Jeg håber på, at med min åbenhed og ærlighed kan hjælpe folk derude til, at være mere åben og forstående omkring stress og mange af de usynlige sygdomme.

Jeg er nok det man kalder en “pleaser”, og især når det kommer til mit arbejde.. Jeg vil det bedste for alt og alle og tror jeg er født til, at rede alle… Yup…! I know ren utopi.. Men skal jo prøve… Jeg er ikke i stand til, at sige fra. Og især ikke når jeg ved, der ikke er andre til, at klare opgaverne, men jeg kan jo også godt lide, at have travlt… Jeg har en høj arbejdsmoral og vil betragte mig selv, som en selvstændig og dygtig medarbejder, der engagere mig i mit arbejde samt yder liiige det ekstra. Ofre liiidt for meget af mig selv måske også… Men altså.. Nu har jeg bare den holdning, at man ikke kommer sig sovende til “tops” og vil man frem i denne verden, så må man altså yde! Jeg har nogle mål og drømme her i livet, som jeg ønsker at nå og det indebære hårdt arbejde og ingen dans på roser. Jeg har fået mange “ nu skal du også tage den med ro” råd, som jeg har taget til mig, når jeg kunne bruge dem. Men det er bare svært, når man har nogle mål og er ambitiøs som jeg er.

Problemet er jo så, at jeg glemmer mig selv i jagten på mine drømme og mål.. At jeg nu sidder her og er sygemeldt med stress og døjer med mavesår, som ikke vil hele, har for mig været en kæmpe falit erklæring.. At arbejde/studere har ALTID været det, som har holdt mig oppe og holdt mig fra, at blive til det klassiske billede af psykiske syge, som mange uvidende går og forestiller sig. At vi bare ligger i sengen hele dagen og er depressive og dovne.. At vi er indelukket og ikke kan komme ud af en dør.. Jeg nægtede, at blive en del af det billede nogen har af folk med stress/psykiske lidelser og lod mit arbejde og det, at studere være kilden til jeg stod op hver dag. Den viden om at min arbejdsgiver/kollegaer ventede og regnede med min tilstedeværelse og jeg faktisk var noget værd for arbejdspladsen og de regnede med MIG gav mig den motivation og den tro på mig selv jeg havde brug for.  Her må jeg være ærlig og sige, at mit arbejde er mit fristed fra mange af de tanker, der går gennem mit hovedet og alt det drama i mit private liv. Her kan jeg med hånden på hjertet og uden, at blinke sige ” Jeg er pisse dygtigt til mit arbejde” for det kan jeg sgu finde ud af 🙂 Og det ved jeg for jeg skaber forandringer, som kan ses.

Da jeg for 4-5 måneder siden begyndte, at føle og mærke på min krop noget var helt galt ignorerede jeg simpelthen alle signalerne.. Noget jeg er ekspert i! – altså ikke lytte til min krop.. Det er som om jeg ikke ved, hvad jeg skal lytte efter eller også er jeg bare blivet vandt til min krop er, som den er. Min krop har altid haft sit eget liv…. Jeg kunne mærke, at det var svært for mig, at holde fokus på mine arbejdsopgaver og jeg ydede ikke, som jeg plejede. Min lunte blev kort, hvilket især gik ud over Emilia og jeg blev en forvirret og konstant glemsom mor, som ikke kunne finde ud af at prioritere mine opgaver og kom bare mere bagud, selvom jeg arbejdede alle mine vågne timer for ikke, at tale om alle de dumme og forkerte beslutninger jeg tog. Det gik mig enormt meget på for hvis JEG var bevidst om, at mit arbejdsniveau var forringet, så kunne min chef helt sikkert også… Nøøj, det var stressende… og frustrerende…

Da jeg fik mistanken om IGEN, at have fået en omgang mavesår fik jeg endelig efter nogle uger med mavesmerter taget en masse blodprøver, som påviste bakterien for mavesår. Jeg fik blandt andet også målt mine D-vitamin tal.. Det skulle så vise sig, at mit lå helt ned på 8! Og det normale skulle gerne ligge på 70 og op… Så ikke noget, at sige til min krop var godt øm og jeg tit følte jeg skulle besvime og alle de kramper i benene.. Jeg kan allerede mærke det nu her nogle uger efter jeg er startet på tilskud.. 🙂 – min lægesekretær rådede mig til, at sidde i solen i bar armen, når jeg fik muligheden… Jeg spurgte om det ikke var nemmere lægen skrev en recept på en uge sydpå… Tænk det synes hun bare var sjovt… Ja, jeg mente det sgu! 😉

Der var mange ting, som fyldte mine tanker og pludselig blev det hele for meget.. Min mavesår vil ikke hele trods to slags kure. Min tankemylder var vendt tilbage og det samme med min søvnløshed og angst. Angsten for, at fejle og blive dømt.. Min vægt dalede og jeg kæmper med den i dag. Jeg sov ikke om natten, men kunne heller ikke finde ro i kroppen om dagen. Tit når jeg vågnede om morgenen og kun lige havde åbnet øjene trillede tårerne bare ned af mine kinder, uden jeg kunne gøre noget andet end tørre dem væk. Af fysiske symptomer havde jeg hjertebanken, appetitløshed, svimmelhed, hovedpine og flimren for øjnene.

Jeg kan godt føle glæde, men er ikke i stand til, at nyde livet.. Det som om, den har mistet din glans.. Svært, at forklare…  Jeg føler ikke jeg har kontrollen over mit liv, men jeg blot er tilskuer til den og følte/føler mig aldrig rigtig glad helt ind til knoglerne.

Noget skulle der ske og jeg måtte indse, at en sygemeldning ville være det bedste for mig.. Det tog sin tid, at sluge den stolthed i mig, at skulle indrømme jeg var ramt af stress og muligvis en depression igen. Men jeg var simpelthen NØD til, at tænke på mig selv og Emilia, men allermest ville jeg nå og “rede” mig selv fra, at ramme bunden igen. Ingen takker mig for, at holde ud og tro jeg er Super Women, som kan klare alt. Jeg arbejder på mig selv nu og vil gøre mit bedste for hurtigt, at komme ovenpå igen, men ting tager tid og alt godt kommer til, dem der venter.  Jeg fortjener virkelig bare LIDT happiness. I det mindste så bare henover sommeren så.. Vil nødig fremstå, som grådig 😉

Ed Sheeran

Tak fordi du læste med.

logo_brun_bred

4 Comments on At være sygemeldt og føle sig uduelig…

  1. Helle
    maj 8, 2015 at 8:37 am (3 år ago)

    Respekt til dig Lari ♥️
    Har selv gået ned med stress og genkender bare såå meget dine tanker!! Jeg håber at du får det bedre fysisk såvel som psykisk inden din store rejse! Kram herfra

    Svar
    • LARAIBA
      maj 8, 2015 at 3:24 pm (3 år ago)

      Kære Helle.

      Af hjertet tak for din åbenhed.. Du har især været i mine tanker og været en inspiration til jeg ” turde” være mere åben.. Jeg ved det kan være svært, at snakke om det især frygten for ikke, at blive mødt med en forståelse og accept..

      Mange tak for omsorgen. Nu er processen igang og jeg ved jeg nok skal komme ovenpå igen <3

      Mange kram <3

      Svar
  2. Morten Kaae
    maj 8, 2015 at 9:02 am (3 år ago)

    Du er bare så modig og hudløst ærlig! Det er fantastisk at læse, at du formår at sige “stop” og passe på dig selv.

    Svar
    • LARAIBA
      maj 8, 2015 at 3:17 pm (3 år ago)

      Kære Morten.

      Tusinde tak. Det er virkelig dejligt, at høre det kommer ud og bliver læst. <3

      Jeg håber meget, at med min ærlighed kan hjælpe andre til, at være mere åben. Jeg får det personligt godt, når jeg snakker om det og deler mine oplevelser.
      Og det er netop det meningen med denne blog er.. Det skal være mit frirum..

      Tak fordi du læser med 😀

      Svar

Leave a Reply