Jeg skammer mig – En ærlig bekendelse #1

Tak fordi I læser med, og giver mig modet til at se min fortid i øjnene. At det skulle tage mig så mange år og en rejse hjem til min mor, kunne ingen vide. Men jeg var ikke klar! Det er jeg nu. Jeg glæder mig til, at komme ud af skabet og smide mine mange facader, som jeg tog beslutningen om at bygge op fra den dag min dumme far døde! Ren overlevelsestaktik… Men som nu bider mig i min voksne røv!

Jeg har hele min barndom og indtil nu, fortrængt alt hvad jeg har været igennem. Ja, nogle ting havde jeg glemt… Indtil nu, hvor jeg er begyndt at skrive om min barndom. Og hold nu op, hvor er det vildt, hvad jeg har været igennem. Og hvor kan man fortrænge meget.

Men hvordan kommer man ud af en ond cirkel, som startede for 18 år siden? Hvordan får man sin familie, venner og bekendte til at “glemme” den Lari de kender, og lære mit sande jeg at kende? Altså Laraiba inden hun mistede sin far. Hvordan finder JEG ud af hvem Laraiba var? Hvor begynder man egenlig henne??

Jeg vil så gerne bare være mig. Uden alle de dumme tanker, der står som en hammer og dunker mig oveni hovedet med, at jeg skal være perfekt… Jeg kender ikke til andet – for det var min måde, at tolke min fars og min sidste samtale på. Fordi jeg var nødt til at gemme mine egne følelser og reaktioner på mine tab, blev jeg god til at gå i andres sko, sætte mig ind i deres følelser og dermed  føle deres “smerte” og også deres glæder –  bruge det til at reagere og komme ud med mine egne. Selv det at udtrykke oprigtig glæde var noget jeg heller ikke ville gøre for meget. Alting blev holdt indeni. – Total undercover… Eller… Hmm? Det har medført jeg i dag er utrolig følelsesmæssigt sensitiv. Eller det tror jeg i hvert fald er grunden. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, tænker jeg .

Jeg tror på det også har gjort mig til et menneske, som er i stand til sympatisere med andre mennesker. Jeg er rigtig god til at tage andres hovedpiner med mig. Forsøge om jeg kan finde en løsning på dem. (Men igen, alt sammen noget i mit hovedet – indtil jeg blev ældre og) Jeg har lært af andres og egne livserfaringer. Jeg har lært, at vi alle døjer med hver vores, og man altid skal være sød og behandle andre, som man selv gerne vil behandles. For vi ved ikke, hvad netop de går igennem. Altså du og jeg?. Man kan vel sige jeg brugte andres styrke og liv til at komme gennem min egen barndom. Prøvede at tilpasse mig hvor jeg end var, for at slippe for mine egne fortrængte følelser. Jeg læste meget som barn, og brugte også bøgerne som en flugtvej ud af den virkelige verden. Men igen igen… Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. I dag elsker jeg at læse og bruger det, som en flugt når hverdagen bliver for meget. Som barn elskede jeg voksen kontakten og foretrak, at være sammen med de voksne end børn hvis jeg helt selv kunne vælge. I dag er stort set mange af mine veninder og bekendte langt over min egen alder, da jeg bare fungere bedste med dem mentalt.

“Vær det perfekte barn/menneske” – hvad min far bare ikke vidste var, at hans datter på dengang kun 8 år, tog det MEGET bogstaveligt…

Jeg skammer mig! Rigtig meget. Men allermest, når jeg er alene… Jeg skammer mig over, jeg i en alder af 26 år og mor ikke kender mig selv – sådan rigtigt. Og ja, Herre Gud, jeg er kun 26 og rigtig mange langt over min alder har heller ikke fundet sig selv. Jeg ved nu, at det er en proces – en lang en af slagsen. Eller nærmere en livsrejse. Starten på mit nye liv – mit nye jeg. Jeg er SÅ klar. Jeg har levet et liv bag mine facader og gemt mig… rigtig godt! Jeg vil faktisk gå så langt som til at kalde mig selv ekspert i menneskelige facader…! Jeg kan spotte ”os”, kan jeg 😉 Hvilket også har gjort, at jeg i dag er en god menneskekender. Jeg har lært at tilpasse mig til en hver situation jeg havner i, på både godt og ondt. Jeg er i stand til at træde ind i et rum fuld af mange mennesker, og indenfor ganske få sekunder vide hvilket typer mennesker jeg skal være sammen med, og på den måde ved jeg også hvilken facade jeg skal have smidt på! Det er ikke engang noget jeg tænker over mere… Overhovedet.. Det er bare ligesom en del af mig nu – en god egenskab, hvis man vidste hvordan man brugte det.

Det sjove er så, at når det handler om mig,  hvor jeg er den der er i centrum, så kan jeg krybe i et musehul! Og priser mig endnu engang lykkelig over, at min lækre eksotiske brune hud kan bruges til at dække over, at jeg er mega rød i hovedet lige nu! Den direkte opmærksomhed skræmmer helt vildt… Hvorfor? Hvad nu hvis de opdager mit sande jeg? Kan de se og høre alle de nedværdigende tanker, som kører i mit hovede? Jeg må hellere finde en facade og overleve. Laraiba kom frem den dag hun blev mor og har siden da kæmpet for bare at være hende…

Jeg er slet ikke færdig med min bekendelse… Nu er jeg i gang og er ikke til at stoppe. Mine skuldre bliver lettere og lettere og jeg mere positiv, så læs med i mit næste indlæg.

be you

Tak fordi du læste med.

logo_brun_bred

3 Comments on Jeg skammer mig – En ærlig bekendelse #1

  1. Anette
    maj 29, 2015 at 3:10 pm (3 år ago)

    Kæreste

    Du er da det stærkeste og mest fantastiske menneske, jeg nogensinde har mødt. Du er blevet gjort ondt i en frygtelig tidlig alder og du har da kun haft den ene mulighed, som du har valgt, for at kunne overleve og bevare din mentale sundhed (i et eller andet omfang, hvis du ved, hvad jeg mener).

    Du har INTET at skamme dig over – din far måske. Måske du skulle tage en snak med ham gennem Astrid og SKÆLDE HAM GODT OG GRUNDIGT UD!

    Men han har også gjort sit bedste med det han havde at gøre godt med. Og jeg håber, at din rejse bringer dig stolthed over dig selv og tilgivelse til både dig selv, din mor og far og dem omkring dig.
    Du er et fantastisk menneske LARAIBA. Lad ingen bilde dig andet ind.

    Stort knus til dig.
    Anette

    Svar
  2. Morten Kaae
    maj 29, 2015 at 3:28 pm (3 år ago)

    Whauuu, Lari
    Man kan virkelig mærke hvad du gennemgår. Man kan mærke dit mod. Et mod du ofte før har udvist. Er sgu imponeret af dig, og må rose dig for, at du er stoppet op i livet for at finde dit helt eget leje.
    Jeg nyder at være i selskab med dig – selv om det er på distancen.
    Kender rigtigt godt dine oplevelser af, hurtigt at kunne “scanne” mennesker, være god til at få andre til at føle sig tilpas, og forlegen når andre vil en det godt. At være centrum for opmærksomhed, empati, ja endog følelser kan være meget grænseoverskridende.
    Undskyld, nu pillede jeg vist navleuld 🙂
    Tak for dine beretninger, men bliver rørt og vedrørt.
    God vind

    Morten

    Svar
  3. Katrine Gromada
    juni 4, 2015 at 11:47 am (3 år ago)

    Jeg elsker at læse din historie…det er dejligt du deler…:)
    Du inspirerer og det gir livet mening… 🙂
    1000 tak
    Smukke dejlige, mest, fantastiske kvinde …;)

    Svar

Leave a Reply