Jeg skammer mig – En ærlig bekendelse #2

Mange mennesker kender mig. Men kun lige det jeg giver dem lov til. Og kun ganske få kender mit helt private og sårbare jeg. Jeg håber at jeg med tiden kan blive så modig, at jeg kan vise mere af mit sande jeg – uden filter og uden facaderne. Bare mig – Laraiba – hende der skriver og deler alle disse dybe skamfulde tanker, som har ædt mig op indeni.

Jeg føler mig fanget bag mine facader. Jeg har mange gange forsøgt, at være åben og ” ligeglad” med hvad folk tænker og delt mine frustrationer og tanker – blandt andet på FB! Jeg render rundt med indtrykket af at mine venner og bekendte tror jeg lever det perfekte liv… For det er åbenbart det jeg viser udadtil… Efter min deltagelse i programmet ” Gal eller normal til jobsamtale ” troede jeg endelig jeg kunne bruge det, som en udvej til bare at være mig… Ærlige mig der deler mine tanker på både godt og ondt… Jeg prøvede det faktisk… Det føltes så godt! Aldrig mere skjule sig – og folk ved nu, at jeg ikke lever et perfekt liv! Tværtimod…

Men jeg holder alligevel igen… Hvorfor? Fordi jeg er bange for at man tager det, som en bøn om medlidenhed – “ynk mig lige”, når der en sjælden gang kommer en “fuck mit liv -status” – hvilket ikke er mit motiv. Jeg deler det, fordi jeg har lyst og vil vise at mit liv ikke er perfekt, og jeg ved at andre gemmer sig. Men også fordi jeg ved, der sidder andre derude med samme tanker. Og tænk hvis vi nu kunne trøste og muntre hinanden op? Frustrationer som jeg ved mange render rundt med, men ingen tør tale om det eller vise dem.  Jeg tror på, at åbenhed er vejen frem og derfor tør jeg godt starte. Jeg vil ikke ses som et offer, for det er jeg ikke.

Det gik først rigtigt op for mig, hvor meget mine facader gjorde mere skade end gavn, da jeg i 2012 under min elevtid knækkede sammen, og endte på psykiatrisk afdeling i knap 2 mdr. Og mange af mine venner havde svært ved, at tro på jeg gik og havde det så svært indeni og psykisk ustabil. For den side af mig havde jeg ikke rigtig vist. De så kun den glade udadvendte sociale Lari. Med overskud til alt og alle. Selv mange i min familie var ikke klar over jeg var indlagt før længe inde i min indlæggelse. Det kommer vi mere ind på senere.

Da jeg blev gravid, skete der noget med mig, og det var der jeg faktisk begyndte at stille spørgsmål om mig selv, til mig selv i mindre grad… Spørgsmålene hobede sig op og fyldte mere og mere og derfra begyndte jeg faktisk først at få det psykisk svært…
Det gik op for mig, at jeg faktisk pludselig var i stand til, at sætte ord på mine følelser og kunne snakke om min fortid. Og for hver gang jeg mødte et ” det kender jeg godt ” , blev jeg mere åben og snaksalig. Men kun hvis jeg kunne se der var en gensidig interesse fra begge parter.

Jeg er så træt- altså virkelig træt – af aldrig rigtig at føle mig glad helt indeni. Træt af at flygte fra min fortid og fortrænge, i stedet for at se tingene i øjnene og komme videre med mit liv. Slippe fortiden, som jo tydeligvis stadig har hængt ved mig dybt i underbevidstheden. Og den eneste måde jeg kan gøre det på, er at se den i øjnene og acceptere tingene som de er. Det gør jeg nu  –  som en forberedelse på min rejse hjem til min mor. Jeg har ikke besøgt min fars grav siden han døde, på trods af at den ligger 10-15 min fra hvor jeg bor. Helt præcist hvorfor har jeg aldrig før kunnet svare på, men det ved jeg nu. Og er derfor også klar til, at give ham et besøg og en fin have. Jeg har tilgivet ham nu. ‘

Når man lever et liv med facader fylder ensomheden frygtelig meget. Jeg kan være omringet af mange mennesker, venner og familie og stadig føle mig enorm ensom. Ensomheden er nok den værste følelse at have og den længste jeg har levet med. Selv i mine forhold kan jeg føle ensomheden, som ligger dybt i mig. Min ensomhed kommer primært fra den manglende tillid jeg har overfor folk. Jeg har gentagne gange erfaret på egen hånd, at knytte mig til voksne og andre mennesker, som jeg senere er blevet svigtet/kasseret af. Den svigt og manglende tillid fører til min ensomhed og følelsen af ikke, at være god nok… For over et år siden mødte jeg manden, der formået at fjerne den, der ensomheds følelse jeg havde gået rundt med i alle de år. Med ham følte jeg mig aldrig ensom. Han gav mig følelsen af jeg var noget værdifuldt og værd at elske. Jeg har aldrig haft så meget tillid til et andet menneske før tror jeg. Et kort øjeblik glemte jeg, at beskytte mig selv for svigt og udnyttelse. Yes, tænkte jeg. Endelig fandt jeg ham, der kunne se igennem facaderne og bringe mit rigtige jeg frem.  Ham der fik mig til, at smile og grine, når jeg var allermest tosset…! Ham jeg kunne snakke med i flere timer og til langt ud på natten. Behøver jeg sige hvor meget han betyder for mig? – Desværre varede lykken kort… ” Det er ikke dig, men mig” – fuck i helvede sgu fanden! Jeg stoler aldrig på nogen mere…! Den der følelse af ikke, at være god nok og kasseret… Jeg hader at være den, der elsker mest og altid ender med, at blive svigtet og efterladt med følelsen af, at blive groft udnyttet… Heldigvis er jeg ekspert i svigt, så dén klare jeg sgu nok også! – men øv… det gør ondt indeni.  Ja, velkommen til mit liv fyldt med svigt og mistillid.

Jeg håber min blog og ærlighed ikke er forgæves, men at jeg kan inspirere. –  Og give andre modet til, at se deres problemer i øjnene og arbejde med dem. Jeg elsker at skrive og gør det meget. Mest i det skjulte… Og derfor virker det meget naturligt for mig, at bruge det at få mine tanker ned på papir, som en del af min proces.

Lari forsvinder aldrig hun er en del af mig nu, men Laraiba fylder mere og giver en perfekt kombination.

grow del 2

Tak fordi du læste med.

logo_brun_bred

Leave a Reply