Livet efter min fars død. Farvel Laraiba….

Da min far døde flyttede jeg permanent ind til min mormor og morfar i Klint. Jeg havde allerede nu fortrængt alt. Her boede vi i et gult bondehus med stråtag, i et sommerhusområde tæt på vandet og nærmest midt i skoven. Under min fars sygdomsperiode gik jeg i skole på Højby Skole i 2.a. Da min far så døde og jeg flyttede permanent op til min mormor og morfar, fortsatte jeg i den samme klasse. Min mormor og morfar fik senere forældremyndigheden over mig og fik også min permanente opholdstilladelse.

Jeg husker min tid på Højby skole som noget positivt og især elskede jeg SFO’en efter skole. Her arbejdede to pædagoger, som virkelig tog mig til sig, og gjorde min dag på skolen langt bedre. Jeg glemmer aldrig de to skønne mennesker. Jeg kan huske en af dem engang to mig med hjem til aftensmad og jeg var helt høj over det, og husker det som var det i går. Mens vi boede i Klint havde min mormor og morfar to plejebørn kan jeg huske, og dem legede jeg meget med. De gik begge på samme skole jeg gik på. Mens jeg gik på skolen fik jeg nogle gode veninder, som jeg stadig hilser på i dag og er FB-venner med.

Vi boede ikke ret længe i Klint. Vi flyttede til Nykøbing SJ og jeg pendlede frem og tilbage mellem Nykøbing og Højby for at gå i skole. Snakken om at flytte skole huede mig ikke i første omgang… Men på en bustur på vej hjem fra skole, kørte jeg med verdens sødeste chauffør. Ham kørte jeg ofte med, og som det udadvendte og snaksalige barn jeg var, havde vi altid en god snak om alt mellem himmel og jord. Hvordan vi kom ind på snakken om at jeg skulle skifte skole, kan jeg ikke huske. Men jeg kan huske vi snakkede om det og han fik mig overtalt og jeg glædede mig. Jeg kan stadig huske da jeg kom og fortale, at nu ville jeg godt skifte skole! Min mormor spurgte hvad, der havde overtalt mig og mit svar var ”buschafføren” – Vi havde efterfølgende en god snak om skoleskift.

Det næste der står klart for mig er da jeg starter på Nordgårdsskolen. Jeg var både spændt og nervøs. Jeg husker mine første uger, som en optagelsesprøve. Jeg ville så gerne gøre det godt og være vellidt. Og helst af alle… Jeg husker hvordan jeg kæmpede med, at tilpasse mig og hvor svært det var. Alle kneb gjaldt. Jeg havde mange konflikter som barn i skolen og følte mig ofte misforstået og uretfærdigt behandlet. Ligesom min datter, så havde jeg også et stort retfærdighedssans som barn. Jeg kunne ikke lade vær med, at blande mig i alt jeg så, der var uretfærdigt. Men jeg var vel også en slags klassens klovn oveni…

En facade som jeg hurtigt tilegnede mig. Fagligt husker jeg ikke helt hvordan jeg klarede mig, men jeg var vild med dansk og stank til matematik. I engelsk havde vi en lærer, som jeg helt alvorligt tror var racist – eller også kunne vi bare ikke lide hinanden. Han gjorde i hvert fald ikke min skolegang lettere – sammen med læreren, som forslog at jeg kunne gå i sløjdlokalet og lave min egen bænk, og følge drankerne – for mere blev jeg nok ikke til. Det var ingen trussel her. Mobning kom jeg ikke udenom og det har bestemt ikke været nemt for hverken mig eller min mormor og morfar. Men jeg kom igennem dette også. Jeg husker min folkeskole tid som en blandning af noget godt, men også skidt. Heldigvis havde jeg gode veninder, som jeg stadig ser i dag. Der er meget, som er fortrængt og noget, som jeg bevidst holder for mig selv lidt endnu.

Ja, vi er slet ikke færdige, men indtil da..

Tak fordi I læser med.

logo_brun_bred

Leave a Reply