Om at give op – Livet som plejefamilie.

Efter en hård kamp om, at få tingene og familien til at gå op, måtte vi erkende at det hele blev for meget… Alt var gået galt og jeg var ikke til at “snakke ” med. Ingen af de mange løsninger vi havde forsøgt virkede. Jeg have opgivet alt og ville allerhelst bare væk! Jeg havde så svært ved at udtrykke mine følelser, af frygt for hvad det ville betyde. Jeg husker tydeligt hvordan jeg følte, at alt hvad jeg gjorde var forkert, og følelsen af at blive misforstået gang på gang, gjorde mig endnu mere frustreret, umulig og indelukket.

Jeg kan især huske en SSP medarbejder, som var tilknyttet den klub jeg i gik i. Hende fik jeg et rigtig godt forhold til og det var også hende jeg gik til, da jeg havde opgivet, og egenlig ikke ville bo hos min mormor og morfar mere. Hun tog mig gudskelov alvorligt og der gik ikke længe, så havde hun fundet en ny familie til mig. Jeg husker mig selv siddende på kommunen, imens hun gik rundt omkring og spurgte om nogen kunne tage mig i pleje fra nærmest dags dato. Dengang kunne man vist bedre tillade sig dette… I hvert fald var jeg heldig – for ikke langt tid efter var hun tilbage med en mulig plejefamilie til mig. Sammen gik vi hånd i hånd på vej ned til min måske kommende plejemor.

Hun var sagsbehandler på kommunen. Gift men ingen børn endnu. Ungt par midt i 30’erne. Jeg var allerede optimistisk. De boede udenfor Nykøbing på en gård med heste, hunde, katte og små dyr. Ikke langt tid efter flyttede jeg ind hos min plejefamilie på gården. Det var sidst på sommeren og jeg husker tydeligt mit første møde med min plejemors familie. På hendes side af familien havde man en tradition, hvor man spiser sammen hver søndag hos hendes forældre, hvor hele familien + venner møder op.

Hendes mor og far boede på en fantastisk gård, hvor også min konfirmation blev holdt. Hun havde en fantastisk åben familie, hvor der var plads til humor og leg. Jeg følte mig hurtig velkommen og en del af familien. I øvrigt en virkelig hyggelig familietradition, som jeg hurtig tog til mig og glædede mig til hver søndag. Kort tid efter det var besluttet jeg skulle bo hos dem, fandt min plejemor ud af hun var gravid… De havde længe forsøgt, men wupti så skete der noget. Jeg var lykkelig, kan jeg huske… For nu skulle jeg have en lillesøster! En uges tid efter jeg var flyttet ind skulle vi til fødselsdag på min plejefars side af familien, og jeg blev forberedt på hvilke mennesker jeg skulle møde og jeg havde en god fornemmelse i kroppen. Og igen nogle meget søde mennesker, som nu skulle være min familie. Jeg følte mig heldig… Meget heldig…

Men jeg husker også hvordan jeg byggede facaderne op! Jeg skulle ikke ødelægge det for mig selv! Jeg snakkede aldrig rigtig om hvordan jeg havde det… Alting var altid godt! Og det var også godt… Det var alt andet end hvad jeg kom fra og min nye familie var så søde og unge. De var forstående og jeg følte de bedre kunne sætte sig ind i en teenagers verden. Det kunne de også, da jeg virkelig her kunne mærke en ændring… Det var en helt ny verden og levemåde, som nok passede mere til mig. “Frihed under eget ansvar”. Jeg oplevede jeg måtte flere ting og fandt hurtigt ud af her var det mere frit… Jeg begyndte at trives bedre i skolen osv. Ikke at alle problemer var løst, for jeg gik til den ene psykolog efter den anden! Gaaab! Til sidst tror jeg de opgav og gav mig diagnosen Borderline! – men det er ikke noget jeg nogensinde har været i behandling for. Jeg fik ret hurtigt et billede af min plejefamilie, som to perfekte mennesker – en mor med arbejde og en far som var selvstændig. En stor lykkelig familie, med maaaange venner og som kendte alt og alle indenfor en radius af 50km! Alle var altid enig med dem og alting var så perfekt… Det var også virkelig sådan…. Men! Der er altid et MEN!

Følg med i næste indlæg, hvor jeg fortsætter om livet som plejebarn.

Tak fordi du læste med.

cropped-logo_brun_bred.jpg

Leave a Reply