Så flyttede jeg på landet! – Livet som plejebarn #1

Jeg er ikke i tvivl om, at det var en ligeså stor omvæltning for min plejefamilie at gå fra at være to til tre og 9 mdr. senere fire! Og så meget med eget biologiske barn. Da X ( X = deres biologiske barn) kom til verden, tror jeg nok, jeg var det lykkeligste menneske på gården! Jeg var jo blevet storesøster til den lækreste pige. Jeg tog hende straks til mig, som min lillesøster, og alt hvad det indebare. Jeg har altid elsket børn, så det var lykken med en baby i huset!

Og hånden på hjertet så var det rart med en til i huset… For allerede i min plejemors graviditet kunne jeg så småt mærke forandringer derhjemme. Udover de almindelige “vi skal have en baby forberedelser”, mærkede jeg hurtigt, hvordan jeg stille og roligt blev det 3 hjul eller det sorte får i flokken! Kan især huske, hvordan hun havde kolik og drev al energien og glæden fra min plejemor og plejefar. De lange aftener hvor hun græd og græd… Jeg kan stadig huske og fornemme frustrationen… Jeg hjalp til, hvor jeg kunne, gik ture med hende, holdt hende, så de også kunne få et øjebliks fred mm. Det var en hård tid, men det hele værd. I takt med at hun blev ældre, blev vi tæt knyttet, og jeg elskede hende, som var hun min egen søster af kød og blod. Hun har ALDRIG været glemt, men gemt i hjertet.

Jeg boede på en gård, hvor der altid var arbejde at lave, og min plejefamilie er udemennesker med stort U, og jeg ejede slet slet ikke et gram af det gen og slet ikke den samme begejstring for at tilbringe hele dagen ude med at ordne ting og sager og fodre diverse dyr. Det var noget, vi ofte havde diskussioner om, da de slet ikke kunne sætte sig ind i at jeg bare IKKE var naturmenneske som dem. Jeg havde ingen interesse for heste, som var deres store passion. Jeg blev ofte sat til at samle hundelort op på gården og hjalp til med at muge i stalden, og hvor jeg ellers kunne. Tro mig.. Det var ikke af egen fri vilje mange af gangene… Og når jeg havde veninder på besøg, kunne de værsgo også gribe en skovl eller følge i røven af mig, mens jeg lavede dagens tjans!!! Behøver jeg virkelig nævne, hvor pinligt det var???

Ofte gjorde jeg det for at slippe for en svada. Igen skulle jeg jo ikke skabe problemer, og jeg havde lært at være taknemmelig, for hvad jeg havde. Men nogle gange følte jeg mig som Askepot på en gård! Uden lyv! Bondekone bliver jeg helt sikkert ikke! Men jeg elsker natur, dyr og køkkenhaver Jeg husker, hvordan jeg ofte blev grint af – altså ” man grinte med mig ” når ting jeg havde sat mig for ikke lykkedes! Det kunne være alt fra madlavning eller til et regnestykke. Glemmer aldrig, da jeg engang skulle bage Quick boller og ikke lige gjorde det som forventet, og jeg følte mig presset og det endte helt galt! Manner hvor de syntes, det var sjovt. Så sjovt at det skulle deles til nærmest alt og alle! Men hvem bager også Quick boller på 2-3 timer….. Og selvom det er ment i sjov og jeg smilte/grinte med, så gjorde det alligevel ondt! For den latter havde en vis sarkasme bag sig! Det havde de altid. Jeg blev i deres øjne set som et skrøbeligt og ” dumt” barn! Ja, det var sådan, jeg følte det… Og det var jeg måske også.. Altså skrøbelig.. Men dum var nok det sidste, jeg var! Tværtimod… Heller ikke DE formåede at se MIG og ikke kun mine facader… Jeg snakkede ikke meget om mine følelser og tanker, og jeg var ikke god til at vise glæde/begejstring udadtil.. Det husker jeg tydeligt, hvordan det bogstaveligt talt pissede min plejemor af! Det var ikke fordi, jeg ikke blev glad og sagde tak! Jeg viste bare ikke den begejstring HUN ville ønske, jeg kom med! Selv på dette tidspunkt viste jeg ikke meget glæde udadtil… Det blev holdt indeni… Jeg kunne gå direkte op på mit værelse og hoppe op og ned af glæde eller kramme min allerbedste bamse. – men ingen så den side af mig. Og selvom hun ofte prøvede at skjule hende irritation, var det tydeligt, at hendes kropssprog sagde noget helt andet! Hun udtalte engang ” hvis du bare viste lidt mere glæde og voksentøj ikke var så dyrt, ville jeg kunne købe tøj til dig, som med X – ja, jeg undrede mig også over, at jeg ikke fik så meget, som hun! Havde jeg bare vidst det! – men deres datter på dengang 2-3 år må have udvist ualmindeligt meget glæde, tænker jeg…

Min plejemor opdagede jeg jo hurtigt var en kontrolfreak med stort temperament! Forstået på den måde, at stort set alt skulle gå efter hendes hoved, og delte man ikke samme mening eller holdning, kunne man blive lagt på is! Ja, blot min observation… Jeg lærte hurtig bare at være enig med hende! Min plejemor var en ” stolt ” kvinde med den perfekte familie ud ad til! Og endnu mere perfekt, da hun går ind fra den ene dag til den anden og åbner sit hjem op for et barn med en traumatisk barndom. Ej, men sikke da nogle dejlige gode varmhjertede mennesker. Og det var de faktisk… Men… Ja, der er sgu altid et men!

Tak fordi du læste med.

logo_brun_bred

Leave a Reply