Følelsen af at være det “sorte får” i plejefamilien.

Jeg mødte allerede Emilias far, da jeg var 13-14 år og næsten lige flyttede ind hos min plejefamilie. Han kom dengang også fra samme by jeg boede i, og hans mor var gift med en af mine veninders far. Skæbnen ville vi skulle mødes igen 5 -6 år senere og få Emilia sammen. Efter min plejesøster kom til var det naturligt nok, at hverdagen ændrede sig, men det var ikke kun den. Jeg begyndte også, at ændre mig. Følelsen af at være det sorte får (eller tredje hjul) i familien blev mere og mere forstærket. Jeg elskede jo min plejesøster. Men jeg lyver ikke når jeg skriver, at det at få sit eget biologiske barn kan for nogen være svært, når man også har et plejebarn. Jeg er sikker på det ikke er bevidst de har handlet som de har. Det vælger jeg at tro i hvert fald. Men jeg mærkede hurtigt en forskelsbehandling. Tonen til mig blev ændret og igen følte jeg alt hvad jeg gjorde var forkert og egenlig kun var til besvær.

Jeg blev gang på gang misforstået i alt hvad jeg sagde og gjorde. Så jeg sagde ofte ikke noget… Var der bare – levede i huset. Jeg støvsugede… Og fejede gårdspladsen… Det var nok det jeg brugte mest tid på, når jeg var hjemme. Udover at være på værelset altså. Hvor jeg ofte lå og læste eller skrev historier på min computer og drømte mig langt væk. Men jeg nød at havde min plejesøster, som jeg heldigvis ofte fik lov til at passe og hygge mig med. Vi havde ofte gæster på gården, da vi havde heste opstaldet, men ridning har aldrig været mig. Og bliver det nok heller aldrig! Men det er prøvet. Jeg gik til gengæld til andre ting blandt andet håndbold… Jeg havde virkelig svært ved, at finde noget jeg var god til og som kunne motivere mig nok udover spejder, som jeg jo også stoppede til. Så jeg har gået til mange ting som barn. Præst gik jeg også til, da vi kom dertil…

Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville konfirmeres sammen med min klasse. Jeg indrømmer gerne jeg ikke helt kendte til betydningen, i forhold til jeg jo kom fra en muslimsk familie. Og det har helt sikkert været for jeg ikke skulle føle mig udenfor. Husker også min mormor og morfar lidt i små-chok, spørge om jeg nu var helt sikker! Selvfølgelig havde de tænkt på min baggrund, som min plejefamilie åbenbart ikke havde taget stilling til… Men det var jo det jeg ville… Og de støttede op om det. Jeg havde en god konfirmation og den bedste gave jeg husker jeg fik, var et telt, som jeg havde ønsket mig.

Mens jeg boede hos min plejefamilie arbejde jeg som kasseassistent og senere servicemedarbejder på en campingplads. Jeg nød at arbejde og elskede den kontakt med andre mennesker. Og så var det en måde, at slippe for mit lidt ensomme liv på gården. Jeg var allerede, følte jeg,  “det tredje hjul i familien” efter de nu havde fået deres eget biologiske barn. Så jeg levede – eller jeg prøvede at leve mit eget liv, hvor jeg gav dem plads til deres liv. Men det kunne også være svært, da det ofte blev set som om jeg ikke var så aktiv i hjemmet, men det hang ofte sammen med jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af mig selv, når jeg var sammen med dem. Jeg holdt mig mere på mit værelse, da jeg ikke følte jeg havde så meget til fælles med resten af familien. Min plejesøster havde allerede på det tidpunkt vænnet sig til livet på gården med heste osv. Så hun var altid med ude og rode i jord og hun nød det, som mange andre børn i hendes alder. Men det var altså ikke lige mig…

Følg med i næste indlæg, hvor jeg fortæller om min tur til Brighton…

Tak fordi du læste med.

logo_brun_bred

Leave a Reply