Om at ryge hash og være gravid…

Jeg kunne godt lide at fotografere dengang og havde fotograferet meget og mange ting. Så jeg og besluttede mig for, at det skulle jeg prøve at gå efter. Jeg fik hjælp til, at skrive min ansøgning og fik tilmeldt mig uddannelsen. Jeg ville ikke længere bo på landet, og da jeg var fyldt 18 år, ville jeg gerne ind til byen, hvor jeg også kunne ses med mine efterskolevenner. De fleste af dem boede nemlig derinde. Kommunen fandt et værelse til mig på et opholdssted i Valby, hvor jeg havde en kontaktperson tilknyttet. Mine plejeforældre og søster så jeg i weekender og til fødselsdage.

Jeg delte lejlighed med en anden pige, hvor vi havde et værelse hver og delte køkken og bad. Jeg var vild med at bo der, og den frihed jeg nu pludselig havde var fantastisk! Det tog mig lidt tid at vende mig til min frihed, men bare det, at den var der, var ubeskriveligt skønt! NU skulle jeg leve livet og bare være MIG! Og det gjorde jeg!

August 2007 begynder jeg på Fotograf Uddannelsen på Teknisk Skole i Kastrup. Jeg elskede det og var top motiveret. Kort tid efter jeg flytter til Valby, møder jeg Emilias far. Det skulle vise sig, at han boede intet mindre end 15 min. fra mig. Vi genoptog kontakten og begynde at ses. Vi havde gennem årene holdt kontakten ved mails og sms, dog med år imellem. Så det var ret pudsigt, at vi skulle møde hinanden igen. Hans liv havde selvfølgelig ændret sig, og det havde mit også.

Men da jeg mødte Emilias far, var hashrygning en fast del af hans verden. Og jeg blev trukket med ind i den. Det var ikke første gang, jeg havde prøvet, at ryge hash det gjorde jeg faktisk på min efterskole… Ups… Jeg passede min skole hver dag og fik også gode karakterer. Men ved siden af havde jeg også et ja… Hashmisbrug. Jeg ved ikke, om det var det, der holdt os sammen eller vores mangeårige venskab. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at han betyder rigtig meget for mig. Også i dag. Det er svært for mange at forstå. Jeg brugte i den grad hashen til at tage mange af de tanker, jeg gik rundt med i hovedet… De fyldte så meget! Og her var der noget, som kunne få dem væk… For en stund… Månederne gik, og jeg nåede så langt som, at skulle søge en praktikplads. Det var rigtig svært – som i virkeligt svært! Jeg måtte opgive at finde en, så min kontaktperson og jeg fandt frem til, at jeg kunne starte på højskole. Vi fandt en i Indre by med kreative fag, som jeg syntes var spændene. Her startede jeg i januar 2008.

Ja… Så var det jo så, at jeg fandt ud af, at jeg var gravid…. Med Emilia i februar. Farvel frihed! Beslutningen om at beholde Emilia var nok det sværeste i mit liv! Emilias far ville absolut ikke have, at jeg skulle beholde barnet og gjorde alt for at overtale mig. Min plejeforældre var heller ikke super begejstrede, og slet slet ikke da de i lang tid havde forsøgt at få barn nr 2, hvilket var rigtig svært for dem. Og så kom jeg der “ups” gravid! Også de prøvede at overtale mig til at få en abort. Ja, der var faktisk ingen støtte at hente nogen steder fra! Men jeg kunne jo godt forstå dem… Jeg havde intet at tilbyde det barn på det tidspunkt i mit liv! Selv min læge frarådede mig at beholde det… Der var virkelig ingen støtte at komme efter…

Med al det pres fra alle sider fik jeg en tid til en abort. For hvad kunne jeg også tilbyde et barn? Jeg havde jo intet og røg hash… Emilias far var så desperat, at han ringede til mine plejeforældre i håb om, at de kunne overtale mig til en abort. Det kunne de ikke! Jeg dukkede aldrig op til min aftale… Jeg kunne ikke… Jeg følte virkeligt dybt inde i mit hjerte, at det her barn kom af en grund! Jeg tog et egoistisk valg, da jeg valgte at beholde hende. Jeg så mit ufødte barn, som en redning ud af det liv jeg havde med hashen og hendes far! Men ingen forstod det… Kun mig. Mine plejeforældre var ikke specielt glade… Jeg ved ikke, om de så det som en fiasko fra deres side, at jeg både havde røget hash og nu var gravid uden uddannelse eller eget tag over hovedet! Emilias far havde formået at give dem et billede af mig som stofmisbruger, som havde – og var på alle mulige stoffer. Han fortalte dem, at han ikke synes jeg skulle have det barn, da jeg ikke var klar og både ham og jeg havde intet, at tilbyde barnet. Han var virkelig desperat… Og jeg kunne jo kun være enig for vi havde virkelig intet, at tilbyde barnet i min mave, men vidste også hvilket liv og konsekvenser jeg ville få efter en endt abort.

Hold dig til for jeg fortsætter endnu…

Tak fordi du læste med.

 

logo_brun_bred

Leave a Reply