Du giver fandme ikke op…. Sagde jeg til mig selv!

En hård tid, hvor jeg meget ofte fortæller mig selv, at jeg ikke må give op nu! Jeg er kommet ALT for langt og alt andet vil være et nederlag for mig. Jeg græder meget… En god blandning af positive oplevelser og de små skridt den rette vej. Men jeg græder også over den frustration jeg ofte sidder tilbage med midt i denne opstart, hvor jeg står for ALT selv lige pt. Hvis nogen har eller kender til folk, der har startet op, som selvstændig vil de vide hvad jeg snakker om. Jeg begynder, at tvivle på om jeg virkelig kan! Altså få min drøm helt til døren og stadig have mig selv med hele vejen. For der er kun mig alene, der kan gøre det. Jeg ofre alt i mit liv venskaber mm. men det er åbenbart prisen udfra den erfaring jeg indtil nu har tilegnet mig. En anden ting jeg også har lært er, at man ikke kan stole på nogen andre end sig selv! DU er din egen lykke og ingen andre! That is so true! 

Og så har jeg selv gjort mig dén erfaring, at man ALTID skal stole på sin mavefornemmelse!!!

– SÅ kliché, men ikke desto mindre sandt. Man vil altid have folks støtte og opbakning, så længe man kan gøre det på afstand… Og så vil du finde ud af hvem, der virkelig er der. Både godt og ondt hvis du spørge mig.

Jeg har sagt det før… Og gør det gerne igen… Jeg kan virkelig godt forstå, at mange opgiver midt i en opstart af egen virksomhed! Hold nu op man skal prioritere meget og lære, at vælge fra. Om det er venskaber, familien eller en cafe tur!

Jeg har opdaget jeg er blevet mere ensom med tiden forstået på den måde, at jeg er et sted i mit liv, hvor min interesse for mig selv og mit projekt er så stor og arbejder så meget med det, at ingen kan holde mig ud! Kan ikke snakke om andet og det fylder bare rigtig meget. Jeg drømmer om det og finder kommende modeller midt på et dansegulv kl . 3 om natten!! Jeg kan ikke leve uden min lille røde notesbog og mit hjem minder mig om det hver dag, da jeg er i fuld gang, som handy-women med ombygning. Ja, det fylder meget nu og det bliver ikke bedre med tiden… Folk behøver ikke engang sige stop, jeg kan mærke det og er ualmindelig god til, at læse kropsprog… Men jeg tager det, som et brake til, at tænke på noget andet! Bliver mere den lyttende type, som ofte er rigtig rart og noget jeg er god til. Medmindre folks altså direkte spørg…

Jeg er blevet enorm dårlig til, at socialisere mig og skal ofte ” tvinge” mig selv ud og have det sjovt… Veninderne er skrumpet en del og de nærmeste kan nu tælles på en hånd! Men har aldrig haft det bedre med de beslutninger jeg har taget. Mere fokus på mig selv og hvad jeg fortjener! Så skal resten nok ordne sig. Og så tror jeg virkelig et godt netværk med sparring vil være godt for mig. Problemet er bare der ikke er så mange med forretning udenfor EU og slet ikke med samarbejde mellem Danmark og Afrika og i mit tilfælde Ghana… Men mon ikke de findes derude? Har ikke opgivet håbet.

Når jeg tager mig selv i, at tænke fuck! NU gider jeg ikke mere, er det eneste jeg skal gøre, at tænke tilbage på alle de mennesker, der ligesom mig selv tror på min ide. Min datter, der ivrigt hjælper til herhjemme med stor interesse i alt det nye vi(jeg) laver. Alle de flotte kjoler hun selv tegner, som hun selv vil sy en dag. Min mormor og morfar, der ALTID har været ved min side og givet mig dén støtte, som ingen andre kan give. De tror på mig og har været en kæmpe hjælp med peptalk og moralsk opbakning, når jeg synes alt er noget lort! Ja, så mærker jeg varmen og jeg mærker igen glæden og klar med ny frisk energi til, at sidde til kl. bæ om natten og så op og i skole… For ikke, at tale om alle det gode, der også sker i Ghana mens jeg knokler herhjemme. Mennesker, der ser frem til en hverdag med job og fast indkomst. For nogen en lys fremtid. – Fik jeg nævnt hvor hårdt det er trods alt?

Da vi i sidste uge gav vores sofabord væk, krammede Emilia mig hårdt og spurgte mig ” Er du klar over du giver alt det jeg kender væk? ” – Et tankevækkende spørgsmål, der endte med store krammere og en snak om nye tider og forandringer. Men hold da op den ramte plet! For hun havde jo ret mit kære barn. Jeg forstår endnu bedre nu hvorfor hun liige skulle kramme vores sofaer farvel, da de også blev hentet… ” Skøre barn tænkte jeg ” Men det er jo hendes hjem også.

Denne proces jeg gennemgår er pisse hård, men jeg MÅ og kan IKKE give op nu! Jeg har i den grad fundet mig selv, min hylde her i den store verden og min selvrespekt! Det har kostet meget! Men WOW det er fedt, at være nået hertil! Jeg bilder mig selv ind, at alle der er kommet ud på den anden siden med deres mål og drømme også har været dér, hvor jeg er NU! – og synes tingene er lidt håbløst med mange løse ender. Men tanken trøster lidt… Især fordi kvalitet tager jo tid og jeg er en værre perfektionist…! Griner stadig over mig selv for da jeg kom hjem fra Ghana troede jeg virkelig alt kunne stables på benene på et par måneder… haha! Dét er sjovt! I wish BIG time! Nå…

image

Nu er det hverken diamanter eller penge, der driver lysten i mig. Men dette billede gav mig dog lige dén motivation jeg havde brug for dén dag. Jeg tænker det ikke er tilfældigt den lige dukkede op for næsen af mig en af de dage, hvor jeg nær havde givet op pga. et IKEA møbel…! Men også et budskab om, at man ( jeg ) ikke må give op for du ved aldrig, hvornår du er i mål!

Tak fordi du læste med.

logo_brun_bred

2 Comments on Du giver fandme ikke op…. Sagde jeg til mig selv!

  1. Lari
    november 13, 2015 at 8:54 am (2 år ago)

    Hej Lari. Du er fantastisk til at skrive og dele dine oplevelser med os andre. Og ja det er hårdt at starte som selvstændig, men vi tror på dig, og du har styrke og gå på mod, så det skal nok lykkedes for dig. De venner der er tilbage er måske også bare de ” rigtige” venner, som altid vil være der uanset hvad du vælger. Så husk at følge dine mavefornemmelser og ring eller skriv til
    os hvis du har brug for råd, vi har trods alt også prøvet at starte helt fra bunden. God dag og weekend til dig og søde Emilla. Knus Ole & Lone

    Svar
    • LARAIBA
      november 13, 2015 at 9:06 am (2 år ago)

      Kære Ole og Lone.

      Tusinde TAK for jeres kommentar! Ja, I om nogen ved hvor hårdt det er… Jeg kæmper og holder ved! 🙂
      Og vil tillade mig, at skrive hvis jeg mangler råd og vejledning. Af hjertet TAK.

      Ha’ en skøn weekend.
      Stort kram.

      Svar

Leave a Reply