Om den (u) perfekte enlige mor…

Om cirka en månedstid er det 8 år siden, hvor jeg altså opdagede, jeg var gravid med min datter.Jeg gik dengang på højskole midt inde i KBH og havde max gået der i nogle uger, da jeg pludselig fik en mistanke om, at jeg kunne være gravid. Midt i næste frikvarter var jeg den, der løb ned til nærmeste Matas – pisse nervøs! Jeg nåede lige tilbage inden næste time og fik tisset på pinden…. Resultatet er nu fyldt 7 år!!! ( læs mere her

Som jeg tidligere har skrevet, var beslutningen om at beholde mit dengang ufødte barn noget af det sværeste i hele mit liv! Med pres fra hendes far og diverse trusler om at gøre mit liv surt for altid, hvis jeg ikke fik den abort, som jeg simpelthen ikke kunne få mig selv til. Et endnu større pres fra en plejefamilie, der heller ikke mente jeg egnede mig, som mor og mente derfor mit barn skulle fjernes og det endte med jeg mistede kontakten til dem.

Jeg var sikker i min sag – jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville blive en god mor. Måske ikke den perfekte mor, for jeg havde hverken uddannelse, arbejde eller mit eget sted at bo. Som min plejefamilie dengang mente var absolut et must! Så ja, det så sgu lidt håbløst ud – det indrømmer jeg gerne! Jeg lovede faktisk at få en abort… Men jeg dukkede aldrig op! Jeg kunne ikke… Trusler eller ej!

Frygten for IKKE at blive den perfekte mor for mit barn, har hjemsøgt mig lige siden jeg fik min datter i mine arme. Jeg følte jeg skulle overbevise både hendes far, men også plejefamilien om at jeg kunne klare det; at jeg var og kunne blive en ligeså god mor som alle andre – job eller ej! Jeg frygtede at kommunen en dag ville banke på og tage hende fra mig som min plejefamilie mente, de skulle gøre. De frygtede jeg ville gøre skade på mit eget barn.

Med den frygt og pres fra to sider, troede jeg af hele mit hjerte, at jeg skulle være den perfekte mor! Det var udmattende og ofte anede jeg ikke, hvordan en perfekt mor så ud… Hvad gjorde en perfekt mor? Altså udover at elske sit barn og overdynge det med kærlighed og være taknemlig? Tilsidesætte sine egne behov og gå igennem ild og vand for dem? Ikke pive over søvnløse nætter og bare være taknemlig for det perfekte menneske, man havde skabt?

Ingen brok over man mister byture med veninder og caféture skiftet ud med legeaftaler. Jeg troede, det var noget, jeg ville savne, men ofte når jeg havde chancen, var tankerne sjovt nok, hvor mit barn også var! Var jeg i byen var det eneste, der fyldte i mit hovedet “nu er du nogens mor og skal passe på dig selv” og det lagde en dæmper på alkoholen – og taktikken til HVIS man skulle støde på en overfaldsmands var allerede sat i gang…!

Med min datter ved min side, fik jeg min uddannelse og bagefter job! Det hårdeste nogensinde, men jeg var motiveret og kom igennem det. For det gjorde vel den perfekte mor? Eller hvad?

Nej, heller ikke det gør mig til den perfekte mor, for hvordan ER den perfekte mor?
En der hver dag leger med sit barn? – for det gør jeg ikke, nej. Mit barn kan faktisk godt finde ud af at underholde sig selv, så længe vi er i samme rum.
Er det en, der kommer hjem hver dag med gaver til sit barn? – for det gør jeg sgu heller ikke! Og derfor har jeg i dag et meget taknemmeligt barn, der bliver utroligt glad, når jeg tager hende med på shoppetur og hun får lov til at shoppe amok! Eller bliver ellevild ved den mindste ting, jeg kommer hjem med, fordi hun ikke er vant til at få i hoved og røv.
Jeg siger fra og skælder ud. Jeg har dårlige perioder, hvor mit energiniveau er lig med nul! Til tider føler jeg mig depressiv, men det har jeg lært at acceptere. Jeg kender ingen, der er glad og lykkelig 24/7 året rundt! Hvis de siger, de er det, så er det en løgn og kan kun betyde, at man ikke tør se sig selv i øjnene og indrømme, at det er okay! For vi er kun mennesker. Og ja, det kan mærkes. For børn ser og mærker alt… Men skal det gøre mig til en dårlig mor? Eller bare et menneske?

Jeg er efterhånden blevet en stærk mor, der tør indrømme, at jeg ikke er perfekt! Jeg ønsker ikke at være perfekt, for det kan jeg ikke være! Ingen er perfekte – nogen er gode til at få det til, at se sådan ud, men heller ikke de, er perfekte!
Jeg er en GOD mor for mit barn og det er det vigtigste for mig. Noget der gik op for mig, da jeg stoppede med at sammenligne mig selv med andre… Noget jeg har lagt mærke til mange desværre gør og det er der sikkert mange grunde til. For mit vedkommende frygtede jeg, at nogen ville komme og tage mit barn fra mig, hvis jeg ikke gjorde det “rigtige”. Jeg er stadig meget i tvivl om, hvad der er det “rigtige”.

Jeg har en bøn, til især os enlige mødre, der ofte føler et ekstra pres om at være perfekte og kunne give vores børn det, en familie, bestående af en mor og far boende sammen, kan. For det kan vi ikke. Vi kan kun være de bedste for vores børn og stoppe med at sammenligne os selv med alle andre.
Det har taget år for mig at nå hertil og erkende, at jeg ikke er som alle andre og dermed aldrig bliver som alle andre. Jeg har fået ro og troen på, at jeg ER god nok til MIT barn.

Det er vi mange, der kunne lære af.

Tak fordi du læser med <3

logo_brun_bred

Leave a Reply