Når følelserne tager overhånd… Om en uventet kontakt #1

Puha… Dét er en svær en at skrive om… Men et nødvendigt indlæg der både indeholder glæde, vrede og skuffelser. Glæden over jeg i julen blev kontaktet af min plejesøster – en søster jeg lige siden mine plejeforældre slog hånden af mig for snart 8 år siden – havde gået og håbet på, at jeg ville møde igen. Glæden var stor, da jeg pludselig fik denne uventet kontakt. I min iver og begejstring fik jeg sagt ’ja’ til et FB venskab uden egentligt at tænke på, hvad jeg nu havde givet adgang til i mit private forum – og ikke kun til min plejesøster, men nu også hendes forældre, som jeg i den grad ikke ønsker kontakt til. 

image

Det har taget mig mange år og en stor frygt for ikke, at skulle være god nok til nogen. Frygten for at blive kasseret af venner, familie og kærester, fordi jeg aldrig har følt mig god nok, uanset hvad jeg gjorde. Jeg har været en ”pleaser” i den tro, at det vil gøre mig vellidt og ikke valgt fra. Alt sammen, fordi min plejefamilie skar hånden af mig og fordi jeg ikke var eller gjorde, som de ønskede eller bad mig gøre. Jeg tror ikke, at det er gået op for dem hvor meget følelsesmæssigt og psykisk skade, de har gjort mig. For ikke, at tale om det frygtelige evalueringsbrev, de skulle skrive om mig efter et endt forløb hos en plejefamilie. Ikke én eneste positiv udmeldning stod der i brevet… Nøj jeg var ked af jeg åbenbart havde været en belastning for dem.

At tillade deres datter, at få denne kontakt med mig kommer meget bag på mig, især efter alle de år… Jeg har ofte, lige siden denne “genforening” tænkt, hvorfor nu? Hvad var det, der gjorde at de måtte give efter? De fortæller selv, at min plejesøster længe har ytret ønsket om kontakt til mig, men hvorfor er det netop NU? Jeg undrer mig også over, at DE ikke tog kontakten, men lod hende finde mig med en risiko for, jeg ikke ønskede kontakt med hende og dermed gjorde en uskyldig 11 årig pige dybt ulykkelig! De har ikke været “klar”…. Men klar til hvad? DE skar hånden af mig, og skrev brev til kommunen om, at jeg var uegnet som mor og mit barn skulle fjernes! Så jeg stiller igen mig selv spørgsmålet “hvad skulle De være klar til?” – svaret får jeg nok aldrig! Personligt er jeg bange for, at de aldrig ville tage kontakt til mig, hvis det ikke var på grund af min plejesøsters store savn og de ikke længere kunne undgå det… Men dét er jo bare min teori… Ja, jeg har tænkt mange tanker… Suk…

Gudskelov for dem, ønskede jeg at møde min plejesøster. Men fandeme ikke på deres præmisser efter alle disse år! De ønsker, at vi får snakket sammen om, hvad det skete dengang. De er kede af jeg har haft sådan en negativ oplevelse hos dem, men de glemmer at jeg også har skrevet om de gode ting også… Problemet er bare, at jeg langt om længe er kommet videre med mit liv nogenlunde hel igen. Tilliden til andre får jeg nok aldrig igen helt, men jeg er kommet videre og har i det mindste lært at elske mig selv, som jeg er. Accepteret jeg aldrig vil kunne give mig selv 100% til noget andet menneske, da jeg kun har erfaring med ikke, at være god nok. Jeg har ikke lyst til at tænke tilbage på en svær tid, men det har de åbenbart nu – 8 år efter! Men hvorfor nu?

Jeg ved de har læst med på bloggen og min historier huer dem bestemt ikke! De mener ikke, at det er rigtigt, hvad jeg skriver. Blandt andet at de aldrig har holdt min mormor og morfar væk fra mig, men det skulle være dem, der ikke ønskede en kontakt med mig. Hvilket jeg ved 100%, er en løgn! Hvad de ellers mener ikke passer med min historie, ved jeg ikke og kommer nok aldrig til at finde ud af det… Men jeg er ligeglad… Virkelig ligeglad! For ingen og ingen kan ændre på MIN oplevelse af min tid hos dem! Det krævede nosser, endeligt, at nå hertil, hvor jeg så min fortid i øjnene og ikke bare fortrænge, den som alt andet. Så at komme og sige til mig, at det jeg oplevede hos dem, ikke var sandt, gør mig virkelig vred, skuffet og enormt såret!

Fortsættelse følger…

Tak fordi du læser med.

logo_brun_bred

 

Leave a Reply