Når følelserne tager overhånd… Om en uventet kontakt #2

Hvis du ikke har læst første del kan du gøre det lige her.

Jeg ser en plejefamilie, der svigtede et allerede følelsesmæssigt såret barn, der skulle være min støtte og klippe i en svær tid, men i stedet for, endte man med at svigte på en enorm grov måde, og nu prøver man, efter alle de år at retfærdiggøre sine handlinger, fordi man nu har et barn, der ligesom alle andre, kan gå ind og læse om min historie.

Jeg kan godt forstå deres bekymring som forældre; at ens barn kan læse om, hvordan man har behandlet og “kasseret” sit plejebarn! Men mig, som det svigtede barn, er det en kæmpe skuffelse, at man ikke vil erkende, at man har fejlet stort!

De skriver “jeg skal være klar til, at ændre på min historie!” Jeg spørger hele tiden mig selv: “Hvad fanden bilder de sig ind?” – at komme og ribbe op i ALLE de følelser, som jeg i flere år, har kæmpet med at lægge bag mig og komme videre… Jeg ER kommet videre… Eller det VAR jeg – indtil for noget tid siden! Det er bare overhovedet ikke rimeligt! Og enormt egoistisk, uansvarligt og tankeløst af dem, i mine øjnene altså!

Hvem – og for hvis skyld – skal denne kontakt gavne? Jeg ønsker, at møde min plejesøster for vores begges skyld. Ikke for min plejeforældres. Jeg ønsker ikke mit møde med min plejesøster skal handle om dem for dét har jeg slet ikke lyst til! Jeg ønsker, at lære min plejesøster at kende. Høre om hendes skolegang, veninder og fritidsinteresser. Intet andet. Bare hende og jeg. Der er nu gået over en uge siden jeg kom med et forslag til en dato for et møde… Og jeg venter endnu på et svar… Det giver mig ubehagelige flashbacks fra dengang for 8 år siden, hvor jeg blev lovet jeg måtte sige farvel til min dengang kun 4 årige plejesøster, men jeg hørte ALDRIG fra dem.

Der gik længe… Virkelig længe før jeg opgav de ville kontakte mig, Jeg er stadig vred og ked af de lod mig vente og aldrig vendte tilbage, før nu altså. Derfor gør det mig virkelig gal, at jeg igen befinder mig i en situation, hvor jeg IGEN skal vente,  som katten om den varme grød. Er jo godt klar over det ikke faldt i god jord hos dem, at jeg afviste deres tilbud og  ikke ønsker kontakt eller en snak med dem først. Men skal det virkelig gå udover deres datters store ønske om, at møde mig? Tankerne kører rundt og jeg er ærligtalt fyldt op med frustrationer og en mistanke om, at de brugte deres egen datter til, at komme i snak med mig. En snak der skulle få mig til, at ændre min ” historie ”, der i deres øjne  åbenbart er forkert. De får ikke lov til, at kører mig følelsesmæssigt rundt igen i en position, hvor jeg ikke kan andet end vente på deres svar, og slet ikke når DE tager kontakten og vækker en masse gamle følelser op i mig. – Tankeløst, virkelig tankeløst! En historie har altid to sider og hvis de ønsker, at fortælle deres har jeg bedt dem skrive et brev til mig – eller mail. Så må vi se om det nogensinde sker.

Det gør mig virkelig ondt på min plejesøsters vegne, der sidder midt i alt dette her og sikkert intet aner om, hvad der foregår… Jeg undre mig over, hvad de mon har fortalt hende… Jeg lovede hende, at jeg ville finde en dag i denne måned. Min del er fuldført og resten hænger nu på hendes forældre. Men jeg regner ikke med, at de vender tilbage til mig. Den tavshed fra dem siger alt…

Med disse ord har jeg endelig fået parkeret dem. Jeg vil ikke længere spilde mine tanker på disse mennesker. Nu skal der fokus på alt det andet kaos i mit the-never-ending-story i mit liv. Mon jeg nogensinde sådan rigtig mærker lykke og ro i kroppen? Vil min fortid nogensinde slippe mig og lade mig leve livet? Altså udover de øjeblikke, hvor jeg har min datter i armene? Indtil da tager jeg én dag af gangen, små skridt mod min store drøm om at blive selvstændig.

Alle disse tanker og følelser jeg deler med Jer, har jeg også delt med dem. Svar får jeg nok aldrig.

Tak fordi du læste med.

logo_brun_bred

Leave a Reply